Back الجاسوس الذي أحبني (فيلم) Arabic الجاسوس الذى احبنى (فيلم) ARZ منی سئون جاسوس (فیلم) AZB Шпионинът, който ме обичаше Bulgarian L'espia que em va estimar Catalan Špion, který mě miloval Czech The Spy Who Loved Me (ffilm) Welsh James Bond 007 – Der Spion, der mich liebte German Τζέιμς Μποντ, πράκτωρ 007: Η Κατάσκοπος που με Αγάπησε Greek The Spy Who Loved Me (film) English
| The Spy Who Loved Me | |
|---|---|
| Overblik | |
| Originaltitel | The Spy Who Loved Me |
| Dansk titel | Spionen der elskede mig |
| Genre | Actionfilm, spionagefilm, thrillerfilm, eventyrfilm, Film baseret på litteratur  |
| Instrueret af | Lewis Gilbert |
| Manuskript af | Christopher Wood, Richard Maibaum |
| Baseret på | James Bond |
| Medvirkende | Cyril Shaps, Edward de Souza, Albert Moses, Roger Moore, Valerie Leon, George Baker, Bob Sherman, Michael Billington, Milton Reid, Vernon Dobtcheff med flere |
| Fotografering | Claude Renoir |
| Klip | John Glen |
| Scenografi | Ken Adam |
| Filmmusik | Nobody Does It Better / After the Storm, The Spy Who Loved Me – Original Motion Picture Score |
| Musik af | Marvin Hamlisch |
| Produceret af | Albert R. Broccoli |
| Distributør | InterCom, Netflix |
| Udgivelsesdato | 25. august 1977 (Tyskland), 1977 |
| Længde | 125 min. |
| Oprindelsesland | Storbritannien, Australien |
| Sprog | Engelsk |
| Links | |
| på IMDb | |
| på scope.dk | |
| i DFI's filmdatabase | |
| i SFDb | |
| The Spy Who Loved Mes hjemmeside | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. | |
The Spy Who Loved Me (Spionen der elskede mig) er en britisk actionfilm fra 1977. Filmen er den tiende i EON Productions serie om den hemmelige agent James Bond, der blev skabt af Ian Fleming.
Filmens titel stammer fra Flemings roman The Spy Who Loved Me men efter aftale med Fleming, der tilsyneladende havde fortrudt sin historie, måtte man kun bruge netop titlen på romanen.[1] Til handlingen måtte man derfor skrue en ny historie sammen, hvilket viste sig at være lettere sagt end gjort. Der måtte en række forfattere og manuskripter til,[2][3] før Christopher Wood havde fundet succes-formlen.[4] En tanke om at benytte figuren Blofeld og terrororganisationen SPECTRE fra tidligere film måtte dog droppes efter protester fra Kevin McClory, der gjorde krav på rettighederne til dem.[5] Men da filmen til gengæld ikke havde noget med en af de oprindelige romaner, autoriserede EON Productions Wood til at skrive en på basis af filmmanuskriptet. Det blev til James Bond, The Spy Who Loved Me, der udkom samme år.[6]
For at få plads til scenerne med det indre af supertankeren Liparus var det nødvendigt at opføre et nyt studio, 007 Stage, hos Pinewood Studios for 1, 8 mio. USD.[7] Ved de udvendige scener med skibet blev der benyttet modeller, der blev filmet i Bahamas.[4] Til scenen hvor Lotus Esprit-bilen bliver forvandlet til en undervandsbåd blev der benyttet syv modeller og mock-ups til at vise de forskellige stadier i forvandlingen.[4] Kun en enkelt bil fungerede faktisk som undervandsbåd.[8] Den var dog ikke vandtæt, så de ombordværende måtte have dykkerudstyr på.[9]
- ^ Barnes, Alan; Hearn, Marcus (2001). Kiss Kiss Bang! Bang!: the Unofficial James Bond Film Companion. Batsford Books. s. 121. ISBN 978-0-7134-8182-2.
- ^ Anthony Burgess (3. april 2014). You've Had Your Time. Random House. s. 313. ISBN 978-1-4735-1239-9.
- ^ Goldberg, Lee (1983). "Richard Maibaum 007's Puppermaster". Starlog: 63.
- ^ a b c Inside the Spy Who Loved Me. The Spy Who Loved Me Ultimate Edition DVD, Disk 2
- ^ "The Spy Who Loved Me: Script History". Arkiveret fra originalen 13. februar 2006. Hentet 3. september 2007.
- ^ Wood, Christopher (1977). James Bond, The Spy Who Loved Me. Glidrose Publications. ISBN 0-446-84544-2.
- ^ Frayling, Christopher (2005). Ken Adam and the Art of Production Design. London/New York City: Macmillan Publishers. s. 179. ISBN 978-0-571-22057-1.
- ^ Auto Evolution (ae), "Wet Nellie: The Second Most Famous Bond Car", Alex Oagana, 9. maj 2011 (besøgt 13. november 2013)
- ^ THM Magazine, "James Bond’s “Wet Nellie” Hits Nearly $1 Million at Auction" Arkiveret 3. marts 2016 hos Wayback Machine, Matt Gergeni, 10 september 2013 (besøgt 13. november 2013)